Borgere skal ikke falde mellem stolene
Kommunen er det sted, hvor borgere med sociale og psykiatriske problemstillinger har flest kontaktpunkter. Det er derfor vigtig og fornuftigt at kommunen etablere en ambitiøs og borgercenteret samarbejdsmodel, der går på tværs af sektorer for at sikre en koordineret og helhedsorienteret indsats for den enkelte borger
Psykisk syge danskere lever næsten 20 år kortere end resten af befolkningen. Grundene hertil er, at der er flere borgere, der dør ved selvmord, ved ulykker og ved alkoholrelaterede sygdomme. Ligesom der er en overdødelighed ved alle fysiske sygdomme, hvis borgeren samtidig har en psykisk diagnose.
Ud over de direkte samfundsmæssige omkostninger, så er de sociale og personlige omkostninger i enkelte familier uoverskuelige, når et familiemedlem rammes af en psykisk sygdom. Endvidere ses det at psykiske sygdomme nedarves i familierne og især børn mistrives i sådanne familier.
Statistikken fortæller at kun 15 procent af os vil undgå kontakt med psykisk sygdom. Derfor skal vi ændre vores syn på mental sundhed: Psykiske lidelser er ikke udtryk for brister i et skrøbeligt sind, men en – næsten – uundgåelig del af livet.
Borgere med psykiatriske, handikapmæssige og sociale problemstillinger har ofte kontakt med mange professionelle inden for forskellige sektorer og fagligheder i det nære sundhedsvæsen. Lige fra egen læge, hospital, praktiserende psykiater og social psykiatrien til voksenstøtte, jobcenteret, familieenheden og somatiske hospitaler. Der er derfor et hav af kontaktflader, behandlingsplaner, udviklingsplaner og mål, som den enkelte borger skal forholde sig til. Dette er problematisk især i behandlingen af psykiatrisk syge borgere, da disse borgere ofte ikke har det kognitive eller mentale overskud til at forholde sig til alle disse aftaler, krav og services fra både region og kommune.
Jeg vil arbejde for, at forvaltningerne fremmer samarbejdet på tværs af kommunen. Den enkelte borger skal ikke selv rende spidsrod mellem forvaltningerne og lege detektiv for at finde ud af, om og hvilke hjælp den pågældende kan gøre krav på.
Jeg vil arbejde for, at vi som kommune aktivt søger det tværgående samarbejde med regionerne og andre kommuner, dette ift. netværksmøder, brugergrupper mm. Det kunne fx. også være en tværgående kommunalgruppe for unge med cerebral parese i samarbejde med region. Den enkelte borger skal nemlig kun have èt nært sundhedsvæsen, som skal være nærværende og parat til at hjælpe borgeren i de forskellige problemstillinger.
Læs også Handikap og Psykiatri – den rigtige løsning første gang.