Psykiatriråd i Rødovre kommune

Tak for jeres støtte og mit mandat til de næste 4 år at sidde i kommunalbestyrelsen. Det vil jeg blandt andet bruge til at styrke kommunens tilgang til borgere med psykiske lidelser.

Her og nu har ca. 20 procent af den voksne befolkning symptomer på en psykisk lidelse og hver 3. af os får en psykisk sygdom på et tidspunkt i løbet af livet. Problemet er massivt, og i Rødovre alene lider 6000-7000 borgere årligt af en psykisk sygdom. Derfor er Regeringens 10 års plan for psykiatrien både aktuel og længe ventet.

Skal vi som kommune indfri ambitionen om en styrket psykiatri, kræver det et langt tættere samarbejde om indsatsen til den enkelte end det vi kender i dag. Det er derfor også helt centralt, at vi nu får kastet et samlet blik på de muligheder og udfordringer, der er på det kommunale område.

Jeg vil her kort opridse, de udfordringer jeg mener, at kommunen står overfor set i lyset af Helhedsplanen for psykisk sårbare 2020-2024.

For det første definerer Helhedsplanen ikke, hvordan man skal forstå begrebet psykisk sårbar. Det er derfor uklart, hvem man overhovedet taler om. Samtidig når man læser Helhedsplanen for psykisk sårbar får man klart det indtryk, at den er skrevet til den del af borgerne som både er socialt udsatte og er psykisk sårbare. På den måde henvender Helhedsplanen sig til under halvdelen af de borgere, der årligt lider af psykisk sygdom i Rødovre.

Dette er desværre en generel tendens i kommunen, at vi italesætter alle mennesker med psykiske lidelser som social udsatte og på den måde mener jeg, at vi rammer skævt i vores kommunikation og i vores tilbud og tiltag. Jeg er godt klar over, at begrebet psykisk sårbar stammer fra Poul Nyrup Rasmussen, der nu er dybt involveret i Det Sociale Netværk. Derfor har jeg også i lyset af 10års planen skrevet til dem, om at indgå i en dialog omkring den utilsigtede forklejnelse, der jo er gjort i bedste mening.

Min pointe er, at man aldrig kunne drømme om at lave en Helhedsplan for somatisk sårbare. Denne forsimplede og unuancerede tilgang til området er desværre med til at stigmatisere gruppen af folk med psykiske lidelser. Dette går igennem hele Helhedsplanen, man kan for eksempel læse i starten af planen: ”Det er klart, at alle mennesker har et ansvar for sit eget liv, også når det går skævt. Men vi kan alle snuble, og så skal vi som kommune stå klar med den rette hjælp”.

Sådan kunne det offentlige aldrig drømme om at skrive til en gruppe borgere, der eksempelvis lider af en kræftsygdom. Psykiske lidelser handler ikke om folk, der snubler. Psykiske lidelser er alvorlige sygdomme, der skal diagnosticeres og behandles for ellers kan folk fx dø af dem. Man overser simpelthen elefanten i lokalet, når vi sammenligner det at blive ramt af en psykisk lidelse med det at snuble.

Endvidere så kan man undre sig over, at vigtige indsatser i forhold til borgernes generelle mentale trivsel såsom borgerrettede forebyggelse, tidlig opsporing på voksenområdet og mental sundhedsfremme slet ikke nævnes i Helhedsplanen.

Jeg vil derfor arbejde for to ting på dette område. 1: Vi skal have et psykiatriråd i kommunen på lige fod med Udsatterådet og Handikaprådet. Det har alt for store konsekvenser at leve med en psykisk lidelse både for personen selv og for pårørende. Dette både i forhold til forværring, følgesygdomme samt KRAM faktorerne m.m. Derfor skal vi bruge rådet til langt bedre at række ud til de borgere og pårørende i kommune, der ikke får den nødvendige hjælp. 2: Sundhedscentret skal desuden meget tydeligere virke som et lokalt rådgivningscenter for borgere og pårørende ramt af psykiske lidelser. Ideen er, at manden til den selvmordstruede kvinde, forældre til barnet med nydiagnosticeret infantil autisme og den unge person med ADHD skal have mulighed for at få kortlagt tilbud og muligheder, samt snitflader mellem kommunen og region. For enhver ved, at overskuddet er minimalt og overblikket væk, når man dagligt kæmper mod sådanne lidelser.